Tinder er som at tisse i bukserne

”Tinder er som at tisse i bukserne”

Dating-app’en Tinder er på rekordtid blevet enormt populær. Men i virkeligheden bruges den mere til lidt uforpligtende selvforkælelse end som egentlig datingside.

Af Amanda Nybroe Rohde

Forestil dig, at du kan finde den perfekte mand bare i løbet af et par minutter – og så endda hjemme fra din egen sofa. Det eneste, du skal bruge, er en smartphone og din tommelfinger, og så kan du ellers gå i gang med at sortere i de tusindvis af profiler, som Tinder kan tilbyde.

Det lyder jo umiddelbart meget tiltalende, men på trods af den nemme tilgængelighed, er det i langt de fleste tilfælde ikke den store kærlighed, Tinder bliver brugt til at finde. App’en har en langt mere overfladisk funktion.

”Tinder er lidt som at tisse i bukserne. Du bliver komplimenteret på dit udseende, men de overfladiske komplimenter giver jo kun en midlertidig følelse af at være noget værd,” siger Anette Krogh, som er sexolog og parterapeut.

 

SÅDAN FUNGERER TINDER

Tinder er en dating-app, som i al sin enkelthed går ud på at ”swipe” til den ene side, hvis man er interesseret og til den anden side, hvis man ikke er. Grundlaget for at vurdere, hvorvidt man er interesseret, er nogle profilbilleder, som app’en henter ned fra Facebook samt en eventuel profiltekst, som man selv skriver. Når to personer så har vist interesse for hinanden, er der et match, som popper op på begge telefoner, og så kan man begynde at skrive sammen.

Udover de billeder og den profiltekst, man vælger at fremstille sig selv med på Tinder, kan man indstille, hvilken aldersgruppe man leder efter, og hvor mange kilometer der må være imellem en selv og de profiler, der bliver vist. På den måde kan man sørge for, at man kun får vist de profiler, som er lige i nærheden.

Tinder har været tilgængelig i Danmark siden 2013 og kom lynhurtigt op på 60.000 brugere. Ifølge hjemmesiden www.dating-eksperter.dk, er de fleste Tinder-brugere i 20’erne, og dermed henvender app’en sig hovedsageligt til et yngre publikum, end andre online datingsider gør.

 

TINDER BRUGES TIL AT BOOSTE SELVTILLIDEN

Fordi Tinder er en app, hvis hovedformål er at hjælpe dens brugere med lynhurtigt at finde nogle, som man finder attraktive, og som også er interesserede i en selv, skulle man tro, at brugerne ligeledes havde til formål at finde kærligheden.

Det er dog ikke tilfældet for rigtig mange af brugerne. Faktisk er en stor del af dem, der bruger Tinder, ikke rigtig interesserede i at mødes i virkeligheden. De bruger det mere som en måde at få et hurtigt selvtillidsboost. Så snart, det bliver for seriøst, vil de ikke være med længere.

20-årige Nadja Bjerrum er en af de mange, der har brugt Tinder til at blive bekræftet i form af nogle hurtige matches. Hun fortæller, hvordan Tinder blev en slags konkurrence med sig selv om at få matches. Hun endte lynhurtigt med at få over 100 matches, fordi der gik sport i det.

 

’YES’-FØLELSE

De mange matches gav Nadja Bjerrum plus på selvtillidskontoen, men selvom hun jo selv havde udvist interesse for de fyre, hun havde matchet med, var hun egentlig ikke interesseret i mere end det.

”Jeg har skrevet med nogle stykker, hvor vi så har skrevet sammen i en uges tid, men pludselig blev det bare for meget, og så gik jeg ind og slettede matchet igen,” siger Nadja.

Og netop denne tendens er Nadja Bjerrum ikke alene om. I langt de fleste tilfælde ender Tinder-korrespondancen samme sted, som den startede, nemlig på Tinder, og ikke med et fysisk møde. 20-årige Otilia Leschly har samme erfaring med Tinder.

”Man får et lille adrenalinsus og en ’yes’-følelse, når man matcher med nogen,” fortæller Otilia Leschly, ”men de fleste har jeg bare skrevet med en enkelt aften og så ikke snakket med mere.”

Ifølge Anette Krogh er det ikke så underligt, at flirten aldrig kommer videre. Så længe vi sidder hjemme i vores egne trygge rammer, har vi mulighed for at fremstille os selv, præcis som vi ønsker, uden at skulle stå til regnskab. Det er hurtigt og uforpligtende, og det er det, der er tiltalende ved Tinder.

 

DEN UFORPLIGTENDE BEKRÆFTELSE

Det amerikanske analysebureau GlobalWebIndex har lavet en undersøgelse, som påstår, at 42 % af brugerne på Tinder allerede er i et forhold. Heller ikke dette kommer bag på Anette Krogh.

“Selv nogle af dem, der er i forhold, har behov for den uforpligtende bekræftelse. Man kan udforske og være nysgerrig, men man kan gøre det, uden at det er decideret utroskab,” siger Anette. ”Det er ikke den samme seriøsitet omkring Tinder, som der er omkring andre datingsider.”

Den manglende seriøsitet omkring Tinder er også en af grundene til, at app’en henvender sig til en anden målgruppe, end andre online datingsider gør. Ifølge Anette Krogh er Tinders hurtige og uforpligtende rammer ideelle for en generation, der konstant søger bekræftelse.

“De yngre generationer har enormt meget behov for at få bekræftelse fra andre – både på udseende og på de ting, man laver. Det er ikke længere nok bare at være den, man er. Man skal hele tiden gøre sig fortjent til andres bekræftelse,” siger Anette Krogh.

 

VI VIL HAVE UPROBLEMATISK FLIRT

Anette Krogh mener, at den datingkultur, vi ser i dag, er et produkt af den tid, vi lever i. En tid hvor vi har for travlt til at dyrke kærlighed og flirt på den måde, vi engang gjorde. Derfor har datingkulturen tilpasset sig vores travle livsstil, og her passer Tinder perfekt ind.

”Kontakten er blevet meget anderledes, fordi man nu leder efter noget nemt og hurtigt. Det må helst ikke være problematisk. Det skal være smukt, godt og perfekt,” siger Anette Krogh.

Tinder og andre online datingsider har gjort, at datingkulturen har taget en radikal drejning.

Vi starter med at vurdere, om en person på nogen måde kan leve op til de krav, vi stiller til en potentiel partner, og først derefter kan der være tale om et eventuelt møde.

”Det er en interessant måde at mødes på. Vi skriver, hvordan vi oplever os selv, og så må vi se, om systemet matcher os. I sidste ende mødes vi måske og finder ud af, om der egentlig er kemi. Der er blevet vendt om på rækkefølgen,” siger Anette Krogh.

Hun pointerer dog også, at denne udvikling næppe vil fortsætte. Før eller siden vil datingkulturen, som vi oplever den nu, blive mødt af en modkultur.

 

 

 



 

Hvordan vælger jeg terapeut?

Når man skal vælge terapuet kan det være svært at vide hvilke kriterier man skal vælge udfra …

Sex eller intimitet?

Når den ene eller begge parter har problemer med lyst eller ønske om seksuel kontakt, vil mange par opleve at...