Kan forelskelse udvikle sig til et kærlighedsforhold, som i årevis bevarer forelskelsen energi?
Jeg mener at det kan det, men det kræver fokus, hårdt arbejde, viljen til at forandre sig undervejs eftersom virkeligheden også ændrer sig.
Forelskelse er en ustabil tilstand, som har tendens til at udvikle sig til en institution eller en vane. Forelskelsen som det begejstrede, kreative øjeblik er et afgrænset tidsrum. Snart står vi overfor dilemmaet: Hvad gør vi, når lidenskaben aftager, når fortryllelsen bliver grå hverdag? Indrømmer man det og lader sig skille, fordi det går op for en, at man ikke elsker helt og fuldt, lidenskabeligt, vildt? Eller går man i parterapi for at blive “kureret” for problemet og få sin tabte lidenskab igen?
Eller sørge for at være forelsket hele tiden, tvinge sig selv til det, og lade som om man er det? Hvis vi opdager at vi ikke elsker hinanden, eller ikke elsker hinanden nok, kan vi opbygge en “standardforelskelse”, nøjagtig som efter forskrifter der er beskrevet i et utal af selvhjælpsbøger og dameblade; Hvordan vi bærer os ad med at elske hinanden modent, dybt eller romantisk? Folk læser disse håndbøger og prøver at efterleve dem, indtil de ikke orker mere, indtil de til sidst skriger af træthed eller får kvalme af det. For derefter måske at lade sig skille – måske med en klar målsætning om at indlede et nyt, evigt lykkeligt kærlighedsforhold.
Når alt går godt, munder forelskelsen ud i kærlighed og den kan opleves som meget andet end forelskelsen. I det daglige liv, tager de mål vi sætter os, de ting vi ønsker at opnå alle sammen højde for de midler vi har til rådighed.
Her i hverdagen, er der ikke nogen forskel på essentielle behov og ikke-essentielle behov, det var der under forelskelsen. Alt hvad der tjente til at opnå den elskede og få hende/ham til at elske sig, var essentielt. Alt andet var uden betydning – vi var parate til at foretage de mest besværlige rejser, til ikke at spise og ikke at sove. Og det kostede os ingen anstrengelser, vi var tværtimod lykkelige for at gøre det. Alt det, der nu til hverdag forekommer os uudholdeligt, gjorde vi uden at lægge mærke til det. Til hverdag gælder byttehandelsprincippet måske nu: “Hvis jeg giver dig noget, så vil jeg have noget andet til gengæld, og det skal helst repræsentere samme værdi”. I forelskelsen handlede det derimod om, at vi hver yder efter evne og modtager efter behov.
Forelskelse ar en udforskningen af det mulige, en nysgerrighed på hinanden. En “rejse” som man foretager sammen, en evig opdagen og nyfortolkning af hinanden og vores omverden – vi gen-ser, gen-opdager, gen-fornyr os selv. Det kræver dog at initiativet kommer fra begge parter. Hvis den ene forholder sig passivt, forventer at den anden skal finde på det hele, eller ikke selv kommer med forslag eller måske simpelt hen ikke forstår at udnytte de lejligheder, der byder sig, men går og venter på “lejligheden”, så sker der ikke noget. Hvis man foretager nogle valg i hverdagen som kører forholdet ind på et rutinemæssigt spor, arbejder for meget, lader sig opsluge af sine børn så vil det mislykkes.
Det handler om at foretage vore valg, fra gang til gang, helt bevidst om de betingelser vi har som mennesker.
