Mange par og familier bliver udfordret i disse Corona-virus tider, hvor vi skal være sammen på andre måder end vi er vant til. Ofte har vi fundet velfungerende måder at være sammen på når vi holder ferier, weekender og lignende men nu er der helt andre uvante elementer involveret. Mange er pressede af usikkerheden mht. fremtiden både hvad gælder økonomi og job.
Vi holder fanen højt og tænker, at det er et spørgsmål om tid, så bliver alt ”normalt” igen. Det gør det ikke, det bliver ikke som før, det er umuligt. Men det behøver ikke blive værre, det kan også blive bedre. Trivsel afhænger af, hvor villige vi er til at ændre mønstre og tilpasse os den nuværende situation.
Min partner er så irriterende…
Mange er ikke vant til at tilbringe 24 timer sammen med vores partner uden stimulering udefra. Vi går på arbejde, til fritidsaktiviteter, møder venner og familier og får dermed muligheden for at ventilere og få pauser fra hinanden. Disse pauser er vigtige for at vi kan bevare os selv i et parforhold. Det er svært at distrahere os selv fra de ting som vi finder irriterende og udfordrende hos vores partner, når vi skal være sammen hele tiden og dermed får muligheden for at møde det konstant.
Vi har svært ved ikke at holde øje med det der irriterer os og ofte bliver det nærmest en besættelse at blive bekræftet i det udfordrende ”der er det igen, hvad sagde jeg…”. Skuffelser der går i opfyldelse er et paradoksalt ønske.
Enten søger man konfrontationen og vil have det til at gå væk, bebrejder den anden og beder om en adfærdsændring. Eller man trækker sig ind i sig selv og imploderer og bliver indædt. Man trækker sig af frygt for konflikt, ubehagelige følelser eller for at straffe den anden med sit manglende nærvær.
Ved konfrontationerne mister man ofte sin egen balance og i stedet for at fokusere på, hvad jeg selv kan gøre, fokuserer man på at få sin partner til at ”forstå det rimelige” i at han/hun kan se det indlysende i adfærdsændringen. Det sker sjældent og det ved vi faktisk godt, men vi bliver ved og kan ikke finde ud af andre måder at gøre det på.
Vi har tunnelsyn og forsvarer os det bedste vi har lært. Når vi trækker sig ind i os selv, forestiller vi os at konflikten ikke eksisterer. Men det gør den, den eksisterer selv om vi ikke taler om det. Det eksisterer som det vi ikke taler om i vores forhold og som står imellem os. Man gør sig ensom.
Hvad kan jeg selv gøre?
Når vi føler os ensom har vi forskellige individuelle måder at håndtere følelsen på. Vi kan blive ramt af følelsen af at blive overset, være offer eller ekskluderet. Vi kan også reagere med at lukke ned for nærhed og opmærksomhed fordi vi tror at vi så straffer den anden. Men man straffer mest sig selv, for det er netop når vi er ensomme at vi har brug for at mærke den andens nærhed.
En ting er ganske sikker, vi får ikke mulighed for at få det som vi virkelig gerne vil have med mindre vi udtrykker det. Vi har alle brug for noget fra andre for, at mærke at vi er i live, det er et eksistentielt grundvilkår.
Vi kan bede om det vi ønsker og det er ikke sikkert vi får det, den skuffelse skal vi kunne bære. I pressede situationer kan det være en god løsning at holde ”borgfred” for en tid. Vi er enige om at være uenige – for en tid.
Vi bærer hver især selv vores frustrationer og tager ansvar for det. Jeg bidrager med det, der er vigtigt for fællesskabet og vores alles trivsel. Jeg og mine behov er ikke det vigtigste, jeg har et ansvar for at bidrage aktivt til familiens trivsel. Vi ved begge godt, at vi er uenige og at der er nogle vigtige ting vi skal afstemme med hinanden men lige nu er der nogle vigtigere ting som vi er ansvarlige for at tage os af: vores familie og børnenes trivsel i en presset og usædvanlig situation.