Når man oplever svigt og utroskab oplever man ofte at ens verden bryder sammen. Drømmen, forestillingen og illussionen om sammensmeltning, af perfekt forståelse, af en idealiseret partner der aldrig vil svigte een må opgives. Der kan ikke være troskab uden muligheden for svigt og der kan ikke være svigt hvis der ikke har været troskab tidligere. Vi svigtes ikke af vores fjender; vi svigtes kun af vores venner, allierede, dem der er tæt på os – vores nærmeste og kæreste. Jo større kærlighed, loyalitet, involvering og engagement, jo større er følelsen af svigt når man oplever at ens tillid misbruges. Svigt kommer uden vi venter det. Hvis vi forventer det, vil det ofte føles forræderisk. De, der har oplevet groft svigt tidligere i deres liv og er blevet efterladt med ringe evne til tillid, kan ofte bruge meget af deres senere liv med at havne i situationer af tvivlsom tillid. Hvor negativt det end må lyde, indebærer det også håb. Hvis man kan se at svigt ikke er uundgåelig, kan de oprindelige sår heles. Et gammelt spøgelse kan blive stedt til hvile. Hævn er en meget almindelig primitive reaktion i forbindelse med svigt. “Øje for øje og tand for tand” bliver aktiveret og man bliver drevet af at den anden person skal føle den samme smerte som jeg selv føler – måske i et ubevidst forsøg på at komme tættere på den anden: Hvis hun ved hvordan det her føles, så vil hun også forstå hvordan det føles for mig. Derfor vil jeg få hende til at føle sådan som jeg føler”. Kynisme er en anden velkendt reaktion. Kynisme fornægter værdien af den kærlighed og tillid der har været tidligere. Al kærlighed bliver til snyd, fælder eller svig. Hvad der tidligere har været, bliver nu devalueret. “Jeg troede vi havde et stærkt kærlighedsforhold, nu ser jeg at det bare har været et økonomisk og praktisk bofælleskab”. Denne fornægtelse af de tidligere oplevelsers værdi resulterer i at man svigter sig selv. Tilgivelse kan blive efterfølgeren af svigt. Tilgivelse hører sammen med skyld og svigt. Problemet med tilgivelse er, at man i virkeligheden ikke rigtig tilgiver. Hvis man let kan tilgive, har man også følelsen af ikke at have været svigtet rigtig. Tilgivelse der er berøvet følelser vil kun være et meningsløst ord. Man kan ikke tilgive på ordre, på kommandoen om at “tænke positivt” eller fordi man burde komme videre. Ordet “tilgivelse” giver først mening når handlingen i første omgang føles umulig. Et skridt der skal tages i den ofte længe udkæmpet konflikt, er det at få tillid igen og samtidig vide at der er en uundgåelig risiko for at blive svigtet igen. Tilgivelse er sværere for den svigtede, når den der svigter ikke påtager sig ansvaret for sine handlinger og forsøger at pålægge andre ansvaret.Hvis den ene part er til at tilgive, må den anden part sone. Hvis man ikke er I stand til at påtage sig ansvaret for sine handlinger, glemme sine gerninger eller nedvurdere betydningen af dem, vil der ikke være soning. Først når følelser som bitterhed og skyld mødes åbent kan de vige – men det skete vedbliver at eksistere – svigtet er sket, tilliden er brudt.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til analyseformål. mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse, samt til analyseformål. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk